onsdag den 27. juni 2012

Tid til afsked med Uganda

I morgen er det tid til at rejse tilbage til Danmark efter et fantastisk år i Uganda. Det må derfor også være tid til at kigge tilbage på vores sidste måned hernede. For præcis en måned siden holdte vi Lauras 7års fødselsdag - en smølfe-fest med ca 50 gæster, som er det normale hernede! Der går nok mange år, før hun igen får så mange gæster til sin fødselsdag og fra så mange lande! Der var gæster fra Danmark, Uganda, Kenya, Sverige, Canada, USA, Holland og Belgien!

Her er Laura ved at puste lysene ud i sin flotte smølfe-fødselsdagslagkage, som Rikke havde lavet. Der var også smølfe-skattejagt, smølfe-lege og smølfe-udsmykning. Laura fik bl.a en del penge i gave - faktisk 95.000! Det får hun nok heller ikke igen! Lidt har hun allerede brugt, men de fleste gemmer hun til vi kommer hjem - det svarer for øvrigt til 200 kr ;-)



Ugen efter fik vi desværre besked om, at Oldemor (Oles mormor) var død. Hun blev 97 år. Laura sagde med det samme, at hun ville med far hjem og sige farvel til Oldemor, så Laura og Ole tog en forlænget weekend til Danmark, mens Rikke og drengene blev i Masaka. Det var selvfølgelig sørgeligt at sige farvel til Oldemor, men det var også en god oplevelse at få sagt ordentligt farvel og samtidig få et par dage sammen med Farmor og Farfar samt Faster Lis og hendes kæreste Peter.




Midt i Juni måned tog vi en weekendtur til Kampala, hvor vi skulle sige farvel til de restauranter og butikscentre, hvor vi har hygget os flere gange i løbet af året.

Vi boede på et fantastisk lækkert hotel, hvor der er en lækker pool og det vigtigste (i følge børnene) TV-KANALER!!! Vi havde massere af tid til at hygge os på hotellet, da weekendens program stort set stod på afslapning samt lidt indkøb af gaver på det lokale "craft-marked".


Hotellet har også en fantastisk belgisk restaurant, hvor børnene bestiller frølår HVER GANG! Her er Laura i gang med et par lækre frølår! Velbekomme!

Problemet ved at lade børnene bestille den slags, er jo at man er nødt til selv at smage på "sagerne"...Så ud over frølår, har vi jo også haft "glæde" af at smage græshopper i år!

Frølårene smagte faktisk ok, men det meste kan jo også reddes, når bare der er hvidløg nok!



Når vi er ude og køre sidder Rikke ofte klar med kameraret. Hun tager mange billeder af "det typiske Uganda". Kvinderne specielt er utroligt dygtige til at børe ting på hovedet! Her er en kvinde, som vi så i Kampala.

Der sælges mange ting langs vejene - også midt i hovedstaden Kampala. I nærheden af hotellet, hvor vi boede i denne weekend er der et område, hvor alle sælger møbler!

Her er en "ivrig" sælger ved at tage sig en slapper i varelageret. Det er forøvrigt helt normalt, at de ansatte i butikker ligger og sover! En dag oplevede vi, at vi ikke kunne komme ind i den gang i supermarkedet, hvor der stod krydderier, da der sad en ansat og sov på tværs ad gangen!


Ugen efter var Rikke og Ole inviteret til fødselsdag hos Bekah, som underviser i billedkunst på skolen. Festen var en krimi-fest, hvor temaet var gangstertiden i 20erne. Alle havde en rolle og i løbet af aftenen ville der blive begået et mord! Vi havde meget sjov med at finde vores kostumer på de lokale markeder. Ole skulle være en gangster-boss, mens Rikke skulle være søster til den rivaliserende gangster-boss!

Børnene skulle blive hjemme og blev passet af Salma, som er deres fantastiske pædagog fra børnehaven. Canadiernes børn skulle også passes af Salma, så børnene glædede sig meget til at få besøg både af legekammerater og Salma.

Krimiaftenen var fantastisk sjov og spændende, og alle havde gjort utroligt meget ud af deres udklædning! En sjov ide som bringer minder tilbage på tilsvarende fester på seminariet!

På Den Danske Skole har vi i de sidste uger op til ferien arbejdet med Det Gamle Grækenland, og det skulle selvfølgelig afsluttes med et OL! De store elever havde arrangeret dagen og som altid her i Masaka blev alle inviteret med!

Det blev en hyggelig dag, hvor der var aktiviteter for alle alderstrin. Her er Matti i gang med sit tilløb til et fantastisk længdespring - bemærk i øvrigt hans FLOTTE trøje! OB er ikke overraskende MEGET populære i AFRIKA!

En af disciplinerne var æggekast, men her fik Ole vist æg, som var lagt af en syg høne! For 2 gange i træk smadrede ægget i hånden på ham, da han kastede det!

Rammerne for vores OL var lidt anderledes end vi er vant til i Danmark. I løbet af dagen kom der f.eks 20-30 køer gående tilsyneladende uden opsyn - de indtog det meste af banen, men lod os dog beholde det ene hjørne!

Efter en hyggelig dag sluttede vi alle af med en lækker frokost nede ved poolen - et sted som vi har nydt utroligt meget i løbet af året.

D. 23. juni holdte vi en kombineret afskedsfest og Sankt Hans-aften igen ved poolen. Laura og William havde hygget sig meget med at lave heksen, hvor hovedet var lavet af palmeblade - lidt afrikansk skulle det jo være! Det var hyggeligt at få sagt ordentligt farvel til alle! Mens bålet brændte var en del af de store børn i poolen - det var vejret vist ikke helt til hjemme i Danmark ;-)


I dag var vi forbi babyhjemmet med en masse tøj og legetøj, som vi ikke skal have med hjem til Danmark. William skulle f.eks. aflever sin højt elskede løbecykel! Vi vat lidt spændte på, om han ville fortryde, men han var så stolt! Her står han sammen med Jemiah, som blev meget glad for løbecycklen! Han kørte på den uafbrudt mens vi var der - fulgte også efter os ind i huset på den!

I morgen går turen mod Entebbe, hvor vi flyver tilbage til Danmark om aftenen. Et fantastisk år i Uganda er gået alt for hurtigt og allerede i næste uge står den på møder på arbejdet hjemme i Danmark.

Vi glæder os til at komme hjem, men det bliver også et vemodigt farvel til en masse gode venner, som vi har fået hernede i løbet af året



Ingen kommentarer:

Send en kommentar