onsdag den 28. september 2011

Safari i Queen Elizabeth National Park

I sidste uge blev Ole ringet op af Harriet fra UCCs kontor. Hun havde et brev liggende på sit kontor til Laura! Vi besluttede derfor at tage ned på cafeen om eftermiddagen for at få brevet og måske også få en is. Laura var meget spændt på, hvem brevet var fra. Hun blev meget glad, da hun så, at det var et brev fra Nysted Skole, hvor alle børnene i 0. klasse havde lavet en tegning hver til hende. Der var også et brev med.


Vi havde bestilt 3 overnatninger på en dejlig lodge i Queen Elizabeth National Park tæt ved grænsen til D.R. Congo. Bilen var pakket og fredag kl. 12 begyndte vi på den ca 4 timer lange køretur. Ungerne tog sig en god lur på vejen, og vi nåede frem til parken helt uden at holde pauser. Vi havde kun kørt 5-10 minutter i parken, da en ung løve pludselig kommer gående roligt ud fra nogle buske og går tæt forbi bilen! En fantastisk start på weekenden!


Efter ca en times "Game drive" (når man kører og leder efter dyr) nåede vi frem til lodgen. Børnene syntes, at det var et fantastisk sted ikke mindst pga den dejlige pool. Som regel er man på "game drive" om morgenen og sidst på eftermiddagen, så det er rart, at lodgen også er et dejligt sted at være. 3 vortesvin valgte at slå sig ned inde på lodgen midt mellem vores værelse og poolen, så børnene skulle lige tage mod til sig, inden de turde gå forbi dem. Foran hovedbygningen står en stor elefantskulptur, som Matti var meget optaget af. Vi er lidt i tvivl, om han opdagede, at det ikke var en helt rigtig elefant.


Lørdag valgte vi at sove længe, da vi havde haft en hård køretur om fredagen og derfor havde brug for at hvile ud. Vi kom derfor lidt sent ud på game drive, hvilket betyder at specielt rovdyrene oftest ligger og slapper af i skyggen og derfor er ret svære at finde. Vi så dog en masse elefanter, hvortesvin og mange forskellige antilopearter.


Efter frokost slappede vi af i poolen, inden det var tid til game drive igen omkring kl. 16. Der er en fantastisk udsigt over søen fra poolen. Man kan ofte se bøfler og elefanter nede ved vandet og høre flodhestene. På billedet ligger det meste af familien og kigger efter elefanterne, som står yderst til venstre lige ved vandet.


På eftermiddagens game drive så vi mange af de samme dyr som om formiddagen, men da vi var på vej tilbage til lodgen, så vi på lang afstand en bil holde stille - det plejer at betyde, at der sker noget spændende, så vi kørte en lille omvej for at komme hen og se, hvad der skete. Det var en god beslutning! For her lå en han og en hun-løve. Efter lidt tid begyndte hunløven at svinge med halen foran han-løven og uden at gå for meget i detaljer, så er der nok flere løver i parken, når vi kommer tilbage i juleferien ;-)

Det var en sjov og spændende oplevelse, så vi besluttede at stå op kl. 6 om søndagen for at forsøge at finde løver eller måske leoparder. Det lykkedes desværre ikke, men vi oplevede flere andre sjove og spændende ting.

Pludselig stod der en elefant lige uden for Lauras vindue. Hun blev lidt forskrækket, da hun troede, at den ville stikke snablen ind til hende. Vi havde slet ikke set nogle aber, men pludselig kørte vi midt i en bavian flok på ca 100 dyr. Ungerne var faldet i søvn, men de blev meget hurtigt friske, da de så de mange aber. Lidt senere var der en perlehøne (Oldemors yndlingsdyr, da hun var på safari - eller var det Oles?) som ville forsøge at udfordre vores bil. Den løb lige foran bilen ca 1 km og var ikke indstillet på at flytte sig.


Om aftenen var børnene mættet af safari og glædede sig til at komme hjem til Masaka. Mandag kørte vi fra lodgen kl. 10, og vi havde fået nogle meget fine madpakker med fra lodgen. I Queen Elizabeth National Park er der ikke zebraer, så på vejen hjem talte vi om, at det kunne være sjovt, hvis vi stødte på nogle zebraer på vej hjem, for vi vidste, at der var mulighed ca 100km fra Masaka nær Lake Mboru National Park og ganske rigtigt! Lige da vi passerede vejen ind til Lake Mboru, så Ole 10 zebraer går ca 100m fra hovedvejen, så der stoppede vi for at spise vores frokost med perfekt udsigt til de stribede heste. Børnene sad i bagagerummet og syntes at det var fantastisk hyggeligt.

Da vi nåede Masaka omkring kl 15 satte Ole familien af og kørte mod lufthavnen tæt på Kampala, hvor han skulle hente vores lærerpraktikant Sigrid, som skal være hos os i 3 uger. I næste uge kommer farmor på besøg, og det glæder børnene sig meget til.

tirsdag den 20. september 2011

Billeder fra down-town Masaka

De sidste par dage har vejret været dejligt med 28-29 grader og næsten skyfrit efter en lang periode med bygevejr. Med lidt held er regntiden ved at være slut, selvom den i følge "traditionen" først burde begynde nu, men som mange andre steder er vejret også begyndt at opføre sig lidt underligt her. I går mandag tog vi derfor ned til poolen i en times tid. Det var meget hyggeligt og for første gang var William også i poolen i længere tid. Han syntes, at det var for koldt de andre gange.

I dag brugte vi eftermiddagen på at spille fodbold i haven. Rikke viser her tydeligt, at hun tidligere har haft en stor fodboldkarriere - se hvordan hun sætter sine børn af med en hurtig finte efterfulgt af et uimodståeligt ryk mod mål!

Inden fodboldkampen kørte Ole ned til down-town Masaka for at købe lidt frugt og grønt samt lidt småting i supermarkedet. Her er et par billeder fra hovedgaden i Masaka. Ofte sender vi vores stuepige ned for at foretage den slags indkøb, men vi skulle også have vekslet nogle shilling til dollar, da vi i weekenden skal på Safari i Queen Elisabeth National Park tæt ved grænsen til D.R. Congo. Vi skal hen og "rekonisere" lidt, inden vi får familiebesøg i juleferien. Vi skal have 3 overnatninger på en dejlig lodge midt i parken. Læs evt mere om lodgen her:http://www.mweyalodge.com/

Hvis det er en dejligt lodge, kommer vi måske tilbage i juleferien med Rikkes familie. Vi kører mod parken, så snart vi er færdige på skolen fredag, så vi forhåbentlig kan være fremme inden aftensmad. Så har vi hele lørdagen og søndagen i parken inden vi kører tilbage mandag (hvor vi holder fri fra skolen). Når vi er tilbage i Masaka, pakker vi bilen ud inden Ole kører mod Kampala, hvor han skal hente praktikanten tirsdag morgen.

Supermarkeder er nok et lidt flot navn til butikkerne i Masaka. Det største er på størrelse med en dansk Lokal-Brugs, men de har da de fleste basisvare til en rimelig pris (lidt under Ka
mpala-niveau). De andre minder mere om kiosker, men er faktisk meget hyggelige at besøge, og nogle gange finder man også enkelte vare, som man ellers normalt ikke finder i Masaka. Vi skulle også have mælk, så mælkemanden fik også besøg. Her er hans fine butik - han syntes, at det var ret sjovt at få taget et billede af sin butik. 4 poser mælk - så er det hjem og varmebehandle og skumme mælken.

Lige bag mælkemanden ligger markedet, hvor man kan købe frugt og grønt. Det er ganske sjovt at købe ind her selvom priserne har det med at stige til "Mzungo-priser" (Mzungo=Hvid mand) specielt hvis man er dum nok til at spørge om prisen ;-) Der er desværre ikke det største udvalg - til bengæld er det billigt! 3-4 kr for en kæmpe ananas eller en vandmelon, 20øre for en banan og 50 øre for en meget stor avokado. Da vi fik tomatsuppe den anden dag havde vi købt rigtigt mange tomater - det kostede os 4 kr!

I den nærmeste fremtid glæder vi os meget til safarituren, men også besøget af praktikanten, som får lov at låne Lauras værelse, og ikke mindst glæder vi os til at farmor kommer på besøg i starten af oktober.

tirsdag den 6. september 2011

Dagligdagen i Masaka

Den sidste aften i Jinja var vi ude at spise på en meget hyggelig restaurant inde i byen. Der var minigolf, hvor børnene hyggede sig, inden vi skulle spise. Der var en masse flotte palmer, og vi sad udendørs under et halvtag og spiste, og vigtigst af alt - der var Manchester United - Arsenal på storskærm.

På vej hjem kørte vi gennem Kampala, hvor vi købte stort ind bl.a. noget "ude-legetøj" til børnene. I Kampala kan man stort set købe det samme som i Danmark, hvis man vil betale for det. I Masaka er udvalget langt mere begrænset. Vi kan få de fleste basisvarer, men f.eks. kød køber vi i Kampala. Mælk køber vi i Masaka, men det er alligevel ikke helt som i Danmark! Her køber vi 1 liter frisk ko-mælk i en pose. Så skal vi selv varmebehandle det og skumme mælken. I starten kaldte William det for "den dårlige mælk", for det smager selvfølgelig anderledes, men nu hvor vi har prøvet det nogle gange, går det bedre. Forleden lavede Rikke selv youghurt. Det syntes børnene faktisk smagte ret godt.

Til daglig går vi hen til skolen og børnehaven lidt i 8 og hjem igen
omkring kl. 14-15. Her er William på vej hjem - han har vist
haft lidt for travlt. Vi kend
er sikkert alle problemet - hvad gør man, når man skal bære sin taske, skjold og skyder og ens bukser pludselig falder ned? Skolen anes i baggrunden. Skolen er i en lidt anden stand
end, hvad vi er vant til. I sidste uge faldt noget af ydermuren pludselig sammen midt i en time. Det er ikke, fordi bygningen er specielt gammel - kvalitetet af byggerier hernede er bare meget ringe.


Her er William på vej ind i sin "Uganda-børnehave". Det kræver sin spiderman at bestige denne mur. Hvad siger sikkerhedsrepræsentanten mon til det?


Løningsdagen er noget sjovere end i
Danmark. Man tæller sin løn i milioner og den udbetales i store seddelbundter. Deres sedl er er dog ikke så meget værd. De største sedler er 100kr værd og den mindste 2 kr. Her står Laura med en mindre del af vores månedsløn i 20.000 shilling-sedler.

Mandag d. 5/9 (Tillykke med fødselsdagen Far, Svigerfar, Farfar) kørte vi til Kampala (uden børn) for at stemme på ambassaden. Køreturen tager ca. 2½ time hver vej, så det er en lang køretur. Til gengæld er det underholdende at se, hvordan Boda Bodas (motorcykel-taxier) bliver overlæsset med alverdens ting. Her er en, vi mødte på vej hjem. Han har ca 50 kyllinger hængende på motorcyklen.