søndag den 27. november 2011

Thanksgiving og første julehygge

Selvom der er meget nyt at vende sig til i Uganda, er der heldigvis også nogle hjemlige ting. F.eks. havde vi den anden dag en oplevelse på skolen, som sikkert alle vores kollegaer i den danske folkeskole kender til! En abe havde lagt en l... midt i skolegården!
For et stykke tid siden fik vi en pakke for nogle af vore søde venner hjemme fra Lolland. I pakken var bl.a. 3 tegninger, som Karina havde lavet ud fra nogle af billederne på bloggen. De billeder har vi fået en tømrer til at ramme ind, og nu hænger de over vores sofa. Matti var lidt skidt et par dage, så her ligger han og putter med sine søde søskene under billederne.
Nu er der gået 14 dage siden vores bil blev beskadiget i et uheld i Kampala, og der er stadig intet sket fra forsikringsselskabet, så nu bliver vi nødt til selv at lægge pengene ud for at få lavet bilen. Det kommer til at koste 9.000-10.000 kr svarende til vores samlede månedsløn! Forhåbentlig kommer forsikringsselskabet til fornuft senere.

Torsdag d. 24. var vi inviteret til thanksgiving hos den amerikanske familie, som har 2 børn gående på skolen. Det var en meget hyggelig aften, hvor de havde inviteret ca 30 mennesker. Vi startede med at få nogle MEGET smarte hatte på - mændene høje hatte og damerne kyser, mens børnene selv skulle lave deres "indianer-hatte". Matti skulle selvfølgelig også prøve en rigtig "mande-hat".

Der var selvfølgelig mad i rigelige mængder. Desværre kunne de ikke skaffe kalkun, så vi fik kylling i stedet. Det viste sig, at der er hård konkurrence om, at lave den bedste "stuffing" til kalkunen (som vi ikke havde). Det er åbenbart yderst hemmelige opskrifter - og denne aften stod konkurrencen mellem "West-Coast" (Califonien) og "The South" (Arkansas). Efter spisningen var der en konkurrence, hvor vi fik testet vores viden om thanksgiving. Til vores store skuffelse viste det sig, at en han-kalkun IKKE hedder en "Turk-he"! I følge deres konkurrence spiser amerikanere forøvrigt 1kg kalkun i gennemsnit denne aften! Ikke så underligt, at de har lidt vægtproblemer i USA!

Laura havde desværre slået sit ben på stålrammen på skolens trampolin, og kunne ikke støtte på benet. Fredag morgen græd hun og havde meget ondt og da Lisbeth og Fay skulle til Kampala, valgte Ole at tage med, så Laura kunne få undersøgt benet af en læge inde i byen. Heldigvis viste det sig blot at være en øm muskel, og Lauras humør blev straks meget bedre.

Under frokosten i et storcenter i Kampala, kom Carsten pludselig forbi. Han havde lige købt en ny bil og var på vej tilbage til Kampala. Ole og Laura valgte derfor at køre med ham hjem i stedet for at vente til Lisbet og Fay var færdige med indkøbene. Det er blevet græshoppe-sæson i Uganda, og det er en stor delikatesse i Uganda at spise stegte græshopper.

På vej hjem var der mange, som solgte stegte græshopper langs vejen, og Carsten udfordrede Laura til at smage. Den var hun selvfølgelig helt med på, så Carsten måtte købe en pose til hende. Hun spiste dem med stor fornøjelse. Hun fik også lokket Ole til at smage ved at true ham med at blive kildet, hvis ikke han smagte! Det var ikke den store fornøjelse, men med hjælp af en flaske vand, kom dyret da ned.

Hjemme i Masaka passede Rikke "Baby David", som er Fays lille dreng. Han og Matti hygger sig godt sammen. De var naturligvis meget nysgerrige over for Lauras pose og ville også smage, og meget hurtigt fik de i fællesskab tømt posen! Næste gang vi skal til Kampala, vil Laura sikkert have en pose til!

I går lørdag havde vi besøg af familien Kristensen. Ole og Ole skulle lave adventskrans. Inderkransen blev lavet af bananpalmeblade plukket i haven. Udenpå blev der bundet grene af hækken inden kransen blev pyntet med forskellige grene og bær fra haven. For at gøre kransen lidt afrikansk, blev den til sidst pyntet med små bananer fra havens palmer. Nu skal vi nok passe på, at aberne ikke kommer få tæt på vores adventskrans! Familien Kristensen har ofte fået stjålet bananer i køkkenet af aberne, så mon ikke også de kan spise en adventskrans?

I dag er det første søndag i advent, og Rikke havde derfor gemt 3 adventsgaver i stuen, som ungerne skulle finde. Det syntes de, var meget spændende. Deres adventsgaver var lidt anderledes end, hvad man normalt får ved juletid! de fik hver et badehåndklæde og en vandpistol, som skal bruges nede ved poolen. Her har vi to bevæbnede smølfer og en Spiderman.

I morgen d. 28/11 skal vi fejre Williams 4års fødselsdag. Børnene og Rikke har lavet en chokoladekage, som han skal have med og dele ud af til børnene i skolen og børnehaven. Om eftermiddagen skal vi hygge her hjemme. Vi har ikke inviteret nogle gæster, da han jo holdte børnefødselsdag sammen med Kato tidligere. I morgen sender vi også en kærlig tanke hjem til søde Henriette, som også har fødselsdag. Endelig kan vi også fejre 14års kærestedag :-)

Om 3 uger får vi besøg af Rikkes forældre og hendes ældste bror samt hans kone og 2 børn. De skal være her i 3 uger og det glæder vi os meget til.

fredag den 18. november 2011

Trafikuheld i Kampala :-( Men også Williams 4 års fødselsdag :-)

Da alle 3 familier skulle til Kampala i weekenden, havde vi aftalt at holde skolefri fredag d. 11/11, så vi kunne nå til Kampala tidligt fredag. Vi skulle alle bo på det samme hotel, så det var jo ret hyggeligt. Vi startede med at køre ud til et stort indkøbscenter, hvor der til børnenes store glæde var en lille hoppeborg. Her ventede vi på, at vores faste mekaniker kom og hentede bilen, som skulle have lavet airconditionanlægget.

Da han kom, havde han som lovet en lånebil med, da vi skulle rundt flere steder i byen. Efter en halv times hygge på hoppeborgen var det tid til at begynde indkøbene, hvilket passede fint, da regnen i samme øjeblik begyndte at vælte ned. I centeret har de også en del legetøj, så børnene fandt en masse, som de ønskede sig til jul samt Williams fødselsdag d. 28/11. Da vi havde købt ind, gik Rikke ud i bilen med børnene, mens Ole"lige skulle hente noget, han havde glemt". Da han var alene i centeret, blev en masse gaver til børnene hurtigt hævet ned fra hylderne - visakortet var rødglødende!

Herefter kørte vi over til hotellet og læssede af, inden vi kørte ud og fik aftensmad på en hyggelig restaurant, hvor vi tidligere havde spist. Mens vi spiste, kom mekanikeren forbi restauranten med vores bil - den mekaniker yder en service som danske mekanikere kunne lære en del af!

Om lørdagen startede vi med flere indkøb, inden vi mødtes med familien Kristensen om eftermiddagen til en times bowling. Det var første gang for børnene, og det var rigtigt hyggelig. Der var en rampe på børnenes bane, som de kunne trille kuglerne ned af. Om aftenen spiste vi sammen på en dejlig kinesisk restaurant, hvor vi også tidligere har haft Farmor med ude og spise.

Søndag formiddag skulle vi lige klare de sidste indkøb inden turen skulle gå tilbage til Masaka, men sådan kom det desværre ikke til at gå, for i en rundkørsel mente en lastbilchauffør, at han skulle prøve at overhale os, men det var der slet ikke plads til, hvilket resulterede i, at hans anhænger maste vores venstre forskærm og knækkede vores kofanger - øv øv. Heldigvis holdte vi næsten stille, så der skete kun materiel skade. Det kommer til at koste 4-5.000.000 shilling (8.000-10.000 kr) at få lavet bilen. Chaufføren på lastbilen kørte videre, selvom han ikke kunne undgå at have hørt sammenstødet og hornene der larmede, men en mand i en anden bil kørte efter ham og fik ham stoppet lige ud for en politistation.

Chaufføren var ikke interesseret i at blande politiet ind i det, for det koster penge (bestikkelse), man da han ikke umiddelbart havde pengene til at få lavet vores bil, var vi nødt til at inddrage politiet for at sikre, at han ikke blot kørte sin vej. Vi fik familien Kristensen til at hente Rikke og børnene, mens Ole blev nødt til at blive hos politiet i 3-4 timer, inden hele familien kunne blive kørt hjem til Masaka af mekanikeren. Betalingen af reperationerne ligger nu hos forsikringsselskabet, som er lidt "kompliceret" at få penge ud af.

Hjemme i Masaka har Matti fået sig flere gode venner. Her hjælper han den ene af vores havemænd med at ordne haven. De hygger sig utroligt godt sammen, selvom Matti nok ikke ligefrem hjælper havemanden med at få øget sit stærkt beherskede arbejdstempo. Matti hyggede sig meget med at hjælpe med at bære de afskårne gren
e.

De mere og mere nærgående aber fik hurtigt øje på havemandens cykel, og den skulle selvfølgelig undersøges. Rikke nåede lige at sige, at det så ud som om, de havde lyst til en cykeltur, inden den ene tog chancen og hoppede op!

Vores nabo Charles, som er chauffør for UCC, og Matti er også meget glade for hinanden. Den anden dag stod Matti og legede med vand ude i haven, da Charles kom hjem. Han gik direkte hen og tog Matti op, selvom han var næsten gennemblødt. Charles har flere gange sagt, at Matti er hans yndlingsdreng, og når Charles kigger forbi, går der sjældent længe, inden Matti er kravlet op på skødet af ham.

Børnene har fundet ud af, at vandposten i haven kan bruges til andet end til at fylde spandene, når vagten vasker vores bil. Så nu udvikler leg i haven sig ofte til en vild vandkamp, hvor alle 3 børn hygger sig fantastisk. Laura laver en masse regler, som William skal overholde, mens hun selv snyder og smider vandet i hovedet på ham, inden hun løber afsted med William lige i hælene, mens alle 3 griner højt - det er ret hyggeligt at stå og kigge på.

I dag lørdag d. 19/11 holdte William og Kato fælles 4 års fødselsdag. Vi skulle være over 30 mennesker, så vi havde planlagt at spise brunch i haven, og senere skulle børnene have nogle vandlege i haven. Desværre væltede regnen ned hele natten og det blæste kraftigt!. Regnen fortsatte om morgenen, men kl. 8 stoppede det, og solen kiggede frem. Når først det holder op med at regne hernede tørrer jorden hurtigt, og da vejret blev bedre og bedre var det strålende solskin da gæsterne kom kl 11 - eller lidt senere - det er jo Afrika! Selv Kato som jo skulle holde fødselsdag sammen med William kom først kl. kvart over 11!

Her er lidt billeder fra dagen - først skulle der selvfølgelig pakkes gaver op, og William var meget glad for denne pakke Lego, som han fik af familien Jespersen.









Så blev der spist en lækker brunch, som Rikke og Lisbeth hævde lavet, med hjælp fra et par stuepiger inden det blev tid til lagkage ala Rikke og Kagemand ala Lisbeth - læg mærke til, at der står "4 år" skrevet med jordbær! De voksne nød freden i haven, mens Ole og Ole trak det tunge læs med vandlegene i baghaven.







I baghaven havde "de to Oler" sat et bassin op med sæbe i til at lave kæmpe sæbebobler. Børnene syntes det var meget spændende at sidde inden i boblen mens de andre blæste små bobler ind i den store.












Bassinet stod lige ved siden af vandposten, hvilket Matti og "Baby D" (David) benyttede sig af. Baby D bor hos amerikanske Fay, som er missionær i Uganda. Der er 3 familier, som er ved at adoptere ugandiske børn. Ud over Fay og familien Kristensen, har også en anden familie en lille dreng "JoJo" (Joseph) boende. De har haft ham boende i 3 måneder, og det ser ikke ud til at de har tænkt sig at "levere ham tilbage" ;-) Ingen ved helt hvor gammel JoJo er men nok mellem 2 og 3 år. Han har haft det meget hårdt de første par år af sit liv og er stadig som en stor (fed.....) baby - han kan f.eks ikke gå og taler meget lidt.

Efter vi havde leget med kæmpe bobler, lavede vi en glidebane af en stor presenning, hvor vi hældte sæbe og vand på. Det fungerede fint, og børnene syntes det var fantastisk sjovt, specielt da de fik lov til at smide vandballoner efter Ole. Laura var også modig, og prøvede en tur, hvor de kastede balloner efter hende. William havde en fantastisk dag, som endte med at han og Laura fik lov at være længe oppe - der gik dog ikke længe inden der lå 2 sovende børn i sofaen.

søndag den 6. november 2011

Hygge i Masaka

Mattis sproglige udvikling har taget en sjov drejning - han er blevet 2-sproget! Når han bliver lagt i seng, spørger han altid efter en "book" :-) Han har ellers længe sagt "bog", men den er sat tilbage på hylden.

I næste weekend har vi planlagt at tage 2 overnatninger i Kampala, da vi skal købe stort ind, for Kato og William skal holde fælles 4års fødselsdag d. 19/11. Hernede er der tradition for at ALLE bliver inviteret, når der er et socialt arrangement, så vi har inviteret 38! "Heldigvis" er der nogle afbud ;-) Fødselsdagen bliver med et "vand-tema", hvor der bl.a. skal laves sæbebobler, glidebane og kastes med vandballoner.

Kato og William er begyndt at lege rigtigt godt sammen. Den anden dag havde William "lege-dag" med Kato, og der gik ikke længe, før de havde fundet "klæd-ud-tøjet" frem. De har vist også taget den lokale kultur til sig, for i går gik de med hinanden i hånden. Det gør voksne mænd ofte her - som venner. Mænd og kvinder går derimod ikke med hinanden i hånden - det er skændigt!

De "ikke-længere-så-vilde" dyr i vores have er vist begyndt at blive lidt for vant til os! Aberne begynder at komme MEGET tæt på husets åbne døre. De sidder ofte lige uden for køkkendøren og kigger sultent ind i køkkenet. De er også begyndt at kravle rundt på vores bil. Her sidder der en abe på reservehjulet og håber på en lift til den nærmeste bananplantage.

Vi har også fået ret mange mongooser i haven, og de er begyndt at plyndre vores skraldespand! De skubber låget af og æder løs af affaldet, selvom vi kun sidder 5 meter væk på terrassen.

Sidste mandag var det halloween, og da vi jo har både canadiske og amerikanske børn på skolen, skulle vi selvfølgelig lave græskar-hoveder. De græskar vi kunne kaffe var dog meget hårde, så vi købte i stedet vandmeloner til de mindste elever, og det fungerede fantastisk godt! Laura fik lavet et meget fint vandmelon-hoved. Det gjorde familien Kristensens børn også - deres hoveder (altså dem af græskar og vandmelon), blev dog spist af aber, så snart de var stillet ud i deres have.

Da Farmor var på besøg forærede hun os en grill. Vi har dog haft svært ved at finde tændvæske. Men i går fandt vi ud af at tankstationerne sælger "kerosene" (petroleum). Ole var noget forsigtig, da han skulle tænde grillen, for selv om det i teorien skulle være petroleum og derved egnet til grillen, kan man aldrig være helt sikker hernede, men det fungerede fint. Ole nød meget at sidde i solen med en øl i hånden og holde skarpt øjen med, at børnene ikke kom for tæt på den tændte grill. De var godt nok i bad, men man kan jo aldrig vide ;-)

Vejret var dejligt og det var meget hyggeligt at sidde i haven og grille. Vi startede med lidt chips med hjemmelavet guacamole, som børnene spiste med stor fornøjelse. Herefter stod den på grillspyd stærkt inspireret at de blandt børnene meget populære "kød-på-en-pind", som kan købes ved vejene.